Jul i præstegården omkring 1860

JULEN I VALLENSBÆK PRÆSTEGAARD i 1860’erne

af Juul Bondo

I 1858 blev Niels Gumme Bondo (8.3.1814-11.7.1892) præst i Vallensbæk. Han var gift med Anna Petrea Elisabeth Fog og sammen havde de bl.a. sønnen Peder Bruun Juul Bondo (7.10.1853-24.2.1915).

Denne søn har skrevet følgende barndomserindring om julen i Vallensbæk Præstegård i 1860’erne.

Omtrent to en halv Mil fra København i Nærheden af Køgebugt ligger den lille Landsby Vallensbæk. Den har kun omtrent 400 Indbyggere. Uagtet den i en vis Forstand ikke er saa langt fjernet fra Hovedstadens Porte, ligger den dog borte fra den alfare Vej, tilbagetrukken ligesom i fornem Ensomhed med hele Landets Stilhed og Fred over sig. Den har tre Fjerdingvej – eller, som man nu bør sige c. seks Kilometer til nærmeste Station, og Landevejen ligger langt borte. Den var – i det mindste den Gang, midt i Tredserne noget for sig selv ikke blot i Kraft af sin Beliggenhed, men også med Hensyn til Sæd og skik. Befolkningen var meget konservativ; naar der var Valgdag i Roskilde, afgaves én Venstrestemme, medens Resten gik til Højre. Kvinderne brugte endnu deres traditionelle Huer, og det var et smukt Syn ved Gilderne at se dem i de gyldenstykkes Huer med de lange flagrende røde Silkebaand.

Gaardene var store, flere havde ikke saa lidt over 100 Tdr. Land under Ploven foruden Strandengen nede ved Bugten og betydelige Parceller i den vidtstrakte Mose. Befolkningen var gennemgaaende velstillet, og Forholdene meget patriarkalske. Gaardejeren spiste ved samme Bord som sine Husmænd og Karle. Naar en af Husmændene, der tjente paa Gaarden, skulde have Brændsel til sit Hjem til Vinterbrug, fulgte det af sig selv, at han skar Tørven i Husbondens Mose og kørte dem hjem med hans Heste. Husmændene fik deres Kost paa Gaarden, men om Søndagen fik de Middagsmad med hjem til hele Familien. Paa en af Gaardene, hvor en Arbejdsmand, som havde arbejdet der i en længere Aarrække, døde i en forholdsvis ung Alder, kom Enken i mange Aar hver Lørdag Aften og modtog den samme Løn, som hendes Mand havde faaet.

Var der Gilde paa en af Gaardene, gik en Væver, der var Byens Bedemand, rundt med en Ridepisk i Haanden som en slags Marskalsstav og indbød Byens Folk, og han gik intet Hus forbi end ikke den fattigste Hytte. Ja! Til dem, der paa Grund af Sygdom eller Alderdom var bundet til Hjemmet, blev der sendt store Krukker, fyldte med Gildemad, for at ingen skulde staa helt udenfor Festen.

Midt i Byen laa den gamle Præstegaard med sine fire straatækte Længer. Fader drev selv en stor Del af Avlingen, saa der var Heste, Køer, Faar, Svin og andre Husdyr paa Gaarden. Naar hertil kommer Besætningen af Karle og Piger, vil det let forstaas, at der ikke var saa lidt Liv inde og ude. Ved Julen var der megen Travlhed; der skulde slagtes, bages og gøres rent, i lange Baner.

Fader var en studerende Mand, der ikke blot holdt sine Kundskaber ved lige men stadig forøgede dem; han læste blandt andet hver Dag Hebraisk. Han var en Lysets Mand, der paa mange Maader genspejlede det sande Lys. Ærligt troede han på sin Frelser og forkyndte hans Evangelium med Troskab. Han saa forunderligt lyst på Tilværelsen og vidste altid at afvinde en hver Ting, selv de Sorger, han maatte bære, en god Side. Han Havde alle de Vinduer i sin Stue der kunde anbringes. Bindene paa hans Bøger skulde være lyse, og han kunde ikke fordrage, naar Moder gik i mørke Kjoler. I en af Embedsbøgerne havde en Præst skrevet, at det var forgæves at prædike i Vallensbæk, thi selv om en Engel kom ned fra Himlen, vilde de dog ikke komme og høre ham. Det fortælles, at i Formandens Tid kunde der være mange Søndage i Træk, hvor der ingen Gudstjeneste var, fordi der ingen kom. Fader havde ikke de stærkt dragende Evner i sin forkyndelse men gennem sit trofaste Arbejde og sin ærlige forkyndelse lagde han en god Grund til at arbejde videre paa for sine Eftermænd. I de 28 Aar, han virkede som Præst i Vallensbæk, skete det aldrig, at der ikke kunde holdes Gudstjeneste om Søndagen.

Moder, der var en Søster til afdøde Biskop Fog, havde ikke Faders lyse Sind uden dog derfor at være nogen Sortseer. Hun havde et stort og varmt Hjærte, og hun ejede sine Børns fulde Fortrolighed. Det laa hende stærkt paa Sinde at holde Børnene til Troen på Frelseren. En Gang havde hun opskrevet alle vore Daabsdatoer og bad os om aldrig at glemme den Dag, hvor Vor Herre havde gjort os til sine Børn. Hendes sidste Ord, kort før hun døde, var en Tak til Gud: “Herren har været mig naadig, at han gav mig syv Børn, men den største Naade var dog den, at de alle syv holdt fast ved deres Frelser!” – De to Søstre var hjemme og hjalp Moder – ikke mindst i Juletidens Travlhed. Men hvor meget denne end fyldte hendes Sind, var der dog noget, der fyldte det endnu mere – og det var Længselen efter hendes Drenge, som hun ventede hjem fra Latinskolen; og Moder kunde længes.

Men hvem der ogsaa længtes og glædede sig til Julen, var Drengene. Jeg husker, hvorledes jeg havde lavet mig et Skema, hvor Tallet paa de Uger, Dage, Skoletimer, vi havde igen til Juleferien, var opført hver i sin Rubrik. Det blev paabegyndt den 1. Novbr., og Tallene ændredes efter hinanden, som Dagene gik. Der skulde købes Smaagaver til Julen, men Penge var det smaat med. Maanedspenge kendte vi ikke til, men Onkler og Tanter stak imellem noget til os. Saaledes mindes jeg tydelig en gammel Tante paa 90 Aar, Generalinde Høgh-Guldberg. Naar jeg kom ud til hende, blev jeg placeret paa en Skammel ved hendes Fødder for at fortælle Familienyheder. Lønnen var altid en Mark, som jeg betragtede som en hel Kapital.

Aftenen før lille Juleaften kom den længselsfuldt ventede Afrejse med Toget til Glostrup, hvor der var Vogn efter os – eller, hvad der den Gang ikke var saa sjældent, Slæde. Det er jo et stort Savn for Børn, der sendes bort til Latinskolen, at maatte være fra Hjemmet den største Del af Aaret. Men saa nyder de til Gengæld Ferien, som ingen andre kan det. Hvor gammel man bliver, glemmer man hverken den stormende glade Jubel, hvormed Ferien begynder, eller den Smerte, ja næsten Melankoli, hvormed den slutter – og for et Barn er Tiden til næste Jul en lang, grænseløs lang Tid.

Naar saa Vognen rullede ind i Præstegaarden, blev vi modtaget af Hundens glade Gøen; Fader og Moder stod selv i Entredøren med udbredte Arme, medens Pigerne fra Køkkendøren sendte os en fornøjet Hilsen. Hvor kunde vi mærke, at Moder havde tænkt og arbejdet paa at kunne traktere os med Pølser, Slagtemad, Kager og jeg ved ikke hvad. Gæstekammeret, der ellers stod med frosne Vægge, var en Uge forud daglig opvarmet og udluftet for at være hyggeligt og lunt.

Lille-Juleaftens Dag var vi Børn ude paa Ekspedition, to og to, for at indbyde alle Smaakaarsfolkenes Børn til at komme ind i Præstegaarden Juleaften, og saa havde vi Paalæg om ikke at glemme at minde dem om at tage deres Ske med. Vi var ventet, naar vi kom; Børnene spejdede efter os længe i Forvejen; de troede jo nok, de skulde bedes iaar ogsaa, men det var dog rart nok af faa Sikkerhed. Medens vi afleverede Invitationen til Mødrene, kigede vi op paa Væggen, hvor flagene, Kræmmerhusene og Nettene fra i fjor udgjorde en væsentlig Del af Prydelsen.

Selve Juleaftensdag var det vanskeligt at faa Tiden til at gaa, thi Aftenen med sin Fest og sine Gaver var jo egentlig hele Dagen. Men Formiddagen fik man jo da til at gaa ved at løbe på Skøjter, køre i Slæde og slaas med Sneboldte. Juleaften begyndte Kl. 5; til den Tid var Landsbyens Børn indbudt i et Antal af c. 30. De Gæster behøvede man ikke at vente paa, de skulde nok være paa Pletten til rette Tid, eller rettere en Time forinden. Som Præst i København kom jeg engang ind i en mindre Butik, hvor Konen besørgede Handelen. Hun var født i Vallensbæk, og vi kom straks i Samtale om Juleaften i Præstegaarden. Hun fortalte mig, at hun endnu ofte tænkte med Glæde derpaa og fortalte sine Børn derom. Hun føjede til, at hun tydeligt huskede, at hun altid var saa bange for at komme for sent og var i Tøjet flere Timer forinden.

De samledes udenfor Porten i deres bedste Stads, hver med sin Ske og et rent Lommetørklæde, der, som vi senere skal se, kom til god Nytte. Til det fastsatte Klokkeslæt blev de ført ind i Folkestuen, hvor der stod flere store Fade med dampende Risengrød med gode store Smørhuller, rigelig Kanel og sødt Øl. Det var en Fryd at se dem spise; det ene Fad blev tømt efter det andet, indtil de, der holdt længst ud, opgav Ævret. Bagefter kom der en vældig Mængde Æbleskiver paa Bordet, men de gik i Lommetørklæderne, thi de kunde ikke spise mere. Derefter kom alle Børnene op i den store Sal, der som i alle gamle danske Præstegaarde gik helt igennem Husets Bredde med Vinduer baade i Syd og i Nord. Den var ikke til at varme op og var derfor kun beboet om Sommeren. Her var der midt paa Gulvet stillet et stort Juletræ med Masser af Lys og Julepynt. Først blev der sunget en Psalme, hvorefter Fader talte om Julens Betydning; derefter dandsede Børnene om Træet og fik hver mange Godter i Kræmmerhuse, Kurve, Net o.s.v. Festen sluttede med en Psalme, hvorefter Børnene gik hjem glade og med mange Taksigelser. Eet Aar havde vor Vaskekone en lille Pige med, der ikke kunde gaa og derfor blev baaret paa Armen. Idet hun kom ind i Salen fik hun Øje paa et stort Speil, hvori Juletræet spejlede sig, og det var hun saa henrykt over, at hun hele Tiden vilde se i Spejlet, og ikke brød sig om det rigtige Juletræ.

Efter at Børnene var gaaet, holdt vi selv vor Juleaften, Den formede sig ret stille. Fader trak sig tilbage til sit Studerekammer for at arbejde videre paa sin Prædiken til Juledag, og derfor blev det Moder, der blev Midtpunktet i Dagligstuen, hvor Gaverne, der var lagt paa et Bord i Hjørnet henne ved det gamle Fortepiano, nu skulde omdeles. Særligt spændte var vi paa, hvad den store Kasse, som kom fra Onkel Fog i København, kunde indeholde. Jeg, der var opkaldt baade efter ham – Bruun Juul – og efter Tante Petra, hans første Hustru – Peter, fik i Reglen en større Gave, saaledes et Aar en hel Fløjlsdragt, hvorover jeg var meget stolt.

Juledag var vi alle i Kirke ogsaa alle Gaardens Folk, som paa nogen Maade kunde undværes derhjemme. Den lille smukke Landsbykirke, som ejedes af en velhavende Stiftelse og derfor var saa smukt holdt ved lige, var naturligvis fyldt til sidste Plads efter gammeldags Skik: Kvinderne paa den ene Side og Mændene paa den anden, Gaardmændene i de øverste Stole og Husmændene og Byens andre Folk i de nederste. Der var ingen varme i Kirken, og jeg maa tilstaa, at jeg som Dreng ofte var optaget af at betragte, hvorledes man kunde se alle Menneskers Aande i den frostfyldte Luft. Selve Gudstjenesten var enkel men højtidelig, om end den nedarvede Oftring paa Alteret virkede noget forstyrrende. Under en bestemt Psalme og paa et bestemt Sted i denne Psalme rejste Sognefogden sig og gik op til Alteret for at offre til Præst og Degn – og efter ham hele den øvrige Skare. Præsten fik mest, deraf kommer det gamle Ord: naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen. Men det kunde ogsaa være omvendt, at Degnen fik mest, fordi Præsten ikke var afholdt. Da Præsten derfor engang i et andet Sogn sagde til Degnen: naar det regner paa Præsten, drypper det paa Degnen – svarede denne: “Ja! Hr. Pastor, men store Draaber er somme Tider bedre en fin Regn”. Denne Skik er heldigvis nu ophørt paa de allerfleste Steder i Danmark, thi nu vilde den virke ganske forargeligt, men dengang tog man det som noget helt naturligt.

Naar vi kom hjem fra Kirken, stod Frokostbordet dækket, og det staar for mig som et meget hyggeligt og indbydende Syn, ikke fordi Anretningen var saa flot, men Maskinen snurrede, Dugen var saa skinnende hvid – og allermest de store, velsmagende Sigtekager, hvis Mage jeg aldrig har smagt.

Julen forløb ellers med landlige Glæder i det frie: Skøjteløben, køre i Kane med Klokkespil o.s.v., samt hyggeligt Samvær inden Døre, hvor Ungdommen fra de nærmeste Præstegaarde og fra Landsbyen samledes. Flere Gange i Ferien blev hele Familien bedt ud paa flere af de store Gaarde i Sognet, hvor Traktementet var solidt og mangfoldigt. Saadanne Aftener glædede vi os meget til, og de hørte til de Ting, som vi regnede med at skulle opleve i Juleferien. Et af de Steder, hvor vi befandt os bedst, var hos en ældre Gaardmand, der altid gik med Kasket paa Hovedet inde i Stuerne. Han havde en mærkelig Samling af gamle Møbler, blandt hvilke et stort Uhr, der naaede fra Gulv til Loft, og kunde spille flere smukke Melodier. Med egen Haand bryggede han selv en udmærket Punsch til sine Gæster, og den blev serveret i en gammel, meget smuk, rund og trivelig Punschekande.

Naar hertil kommer det daglige Samliv med vore gode kærlige Forældre og vore Brødre og Søstre, den muntre og fornøjelige Stemning og den smukke kristelige Tone, der gik igennem det alt sammen, vil man kunde forstaa, at Julen i Vallensbæk Præstegaard bliver ved at leve i vor Erindring med alle sine lyse Minder, og at vi takke vore Forældre i deres Grav for det gode og velsignede Hjem, de gav os.

VALLENSBÆK LOKALHISTORISKE FORENING – november 2010

Se også hvordan julen forløb 100 år senere.