Rejsedagbog

Rejsedagbog

Mads Rasmussøns Reise

Mads Rasmussøns Reise 1623

Aar 1623. 27. Martii seilede Kongl. Majsts. af Danmark Skib, kaldet Perlen, fra Kiøbenhavn under Admiralen den Velædle og Mandhaftige Henrich Hess, som siden effter sin Tilbagekomst blev Kongl. Majsts. Velbestalter Major paa Aggershus, og

D. 6. April om Morgenen for Dag, som var Palme=Søndag, vunde vi Seil op for Helsingør, og ankomme mod Aften den 7. April. i Marstrands Hafn.

D. 6. Maji passerede vi omkring de Franske Kyster, og bleve Frankerige var efter megen udstanden Storm i Søen.

D. 8. Maji ankom vi under Engelland ved Dyns, og effterdi Skibet blev der nogle Dage liggendes, begav jeg mig hen til Gravesand og derfra til Londen den store forige Stad at besee.

D. 19. Maji seilede vi fra Dyns, og der vi vare nogle Grader fra Engelland, fik Folket deris rigtig Rantzon, og effterdi vi vare da vel provianterede, lod Admiralen udkaste nogle Læster Sild og Aal, fordi de vare noget mørske. Hvilket GUd gav dem at erindre siden paa Hiemreisen 1625, i det at de paa otte Ugers Tid lidde stor Hunger, at mange døde deraf.

D. 1. Junii kom vi i den Spanske Sø, der fik jeg mit første Offer, som var første Pintzedag, da tenkte ieg paa min Frelseres Ord Lucæ 5. Far ud paa Dybet, hvor Peder skulle hente Velsignelsen, at mig fattige Guds Tiener skulle da paa det dybe Vand og stolte Spanske Sø giffves mit første Offer.

D. 8. Junii kom fire Tyrkiske Skibe mod os, og effterat jeg Folket til Fyrighed, effterat Chor var holden, hafde formanet, og vi vare aldeles ferdige indbyrdes at fegte mod dennem, giorde GUd det, at en himmel=tyk Taage nedfaldt, at det var umueligt, vi kunde see dem, eller de os. Og enddog det gik og da, som Pauli Seilatz, den Tid det mørke Veir omsvebede Skibet, saa frygtede vi ikke dog, men haabede, at vi skulle hielpes. Og den Tid Gud gav os klar Veir, fornam vi ikke siden samme 4. Tyrkiske Skibe.

D. 14. Junii komme vi til Barbariet, huor hen seiles med en Vind mod de Salt=Insuler, og vore Folk vare endda friske inden Borde 143. Siæle, foruden høieste Officerer og deris sær Tienere.

D. 27. Junii passerede vi omkring de salte Insuler, iblandt huilke var en ved Navn S. Nicolaus, som siuntes saa høy, at den rakte op imod Skyerne. Og der vi did kom, slap vores Øll fra d. 27. Junii 1623. til d. 2. Junii 1625. Det var to Aar ringere 3. Uger og to Dage.

D. 17. Julii kom vi til det land Gnei eller Caput de Palmis, Et Land, hvor der er meget Guld=Ertz.

D. 20. Augusti seilede vi derfra til Caput de Lo de Consalvie, hvor vi vare i Land baade af Skibet Perlen, og af det Skib Jupiter, i atten Dage, og bleve noget lidet forfriskede. Der begrov jeg en af vores Tømmermend, og var hand det første Liig, som jeg kaste Jord paa efter den gudelig Evangeliske Preste=viis og Maneer. Samme Skibs=Tømmermand, ved Navn Anders, var fød i Sandvigen paa Bornholm, hvor GUd gav hannem Siæl og Liv i sin Moders Liv, mens nu maatte Jorden, alles vores Moder, i huor vi os i Verden vender, annamme Legemet til sin Giemme paa denne Øe eller Netz i Africa, men Siælen Gud blev overdragen; thi til Himmerige er liglang Vey, i huor GUd vil vi skal døe.

D. 24. Augusti prædikede ieg om Søndagen paa Landet Caput de Lo for de Syge. Evangelium samme Søndag tilhørende var om Pharisæeren og Tolderen.

Fra Caput de Lo seiglede vi anden Dagen effter S. Bartholomæi Dag, hen imod Anabon, et meget deyligt Land af adskillige dyrebare Frugter. Der blev folket givet Forlov til d. 10. Octob. at gaae op i Land, og afplukke sig noget af vellugtende Træes Frugter, i særdeleshed de skiønne Pomerandser, som ædes med Skalen, af huilke saare faa eller ingen derfra hidføres til disse Riger og Lande, og kaldes Pomerandser von China. Jeg til min Forfriskelse fik 115. deraf, og Folket blev deraf ikke lidet vederqveget.

Fra October Maaned 1623. til den 5. Martii 1624. vare vi stedse i den vilde Sø, og saae intet andet end Himmel og Vand i nitten samfelde Uger. Passerede imidlertid omkring det røde Haf, og forbi de steder, som i fordum Dage af Skippere og Styrmend til Tyrus og Sidon bleve beseiglede. Og enddog vi saae intet andet end Himmel og Vand, saa maae ieg dog bekiende det David i Psalme siger: De, som seigle paa Havet, seer Guds underlige Gierninger. Vi saae midt i den oben Sø Bølgerne at opløfte sig lige imod Vinden, at naar Vinden var sterk Norden, gik Bølgerne tuert mod skarp sydlige efter Hafbondens Grund og den Allerhøyestes urandsagelige Kraft, hvilket siunes ellers for de uforfarne for Naturens Vey aldeles urimeligt. Vi saae, adskillige Slags underlige Fiske i Vandene og flyvendis over Vandene en halv Alen høit over Bølgernes Magt. Vi saae levendis Fugle vore paa Træer ((m) se note), og paa sine Tider at falde af Træerne i Vandet at svømme, hvorom med Forundring ellers skrives in Acerra Philologica. Ja jeg maae bekiende, o Gud, vi har med disse vore Øien seet dine underlige Ting og Tegn i det Dybe, og din Pris og Ære paa Firmamentet i det Høye, hvis Sool og Stierner Nat og Dag vare voris Ledsagere ved Guds Kraft og naadige Medfølgelse.

(m) Saaledes troede man endnu i de Tider. Men, siden at Natur=Videnskaben er bleven studeret, og deslige Ting randsagede, er man kommen i anden Oplysning. (Fodnote skrevet af forfatterne til Danske Magazin).

Omsider da i GUds Navn d. 8. Martii, som var den sidste Dag i den ellevte Maaned, efterat vi lette Anker og gik fra Helsingør, bleve vi Zeilon det største Kongerige i Ostindien var, som sexten Mile, førend man did kommer, kand kiendes, og af den Aromatiske Lugt, som Landet giver fra sig, kand mand i den vilde Sø forhen lugte Landsens Nerværelse, da var Solen for os at see i sin Gang i Norden om Dagen, som den her sees i Synden. Med huad Glæde og forlengelige Øine vi beskuede samme Lands Bredde, kand ingen vide, uden de, som har seilet saa høy en Sø.

D. 11. Martii var Velbyrdige Erik Grubbe i Land med sin Tiener Friderik Due, og kom da sorte Indianer ud til os til Baads med Høns, Eg, Arak, Snee og Kokus Nødder til Forfriskning. Og kand ieg ikke heller noksom med Pennen beskrive, det ieg øiensynligen med Sindet har forundret mig over samme Hedningers Frihed og Fromhed imod os. De begegnede os med gode Vare, og med disse ord i deres Maal, som i sig haver adskillig beblandet Latin og Spansk: Christiano homo buno homo, lig: Christne Mennisker ere gode Mennisker. Og der vi da udkaste vore Ankere, og tillige Blylodet at maale Grunden, og fandt 17. Faune Vand, frygtede vi for Grunden, hvorfore vi ved Indianernes Anledning blev undervist at komme vel frelste ind til det Castell eller Fortet Dansborg, som skede i JEsu velsignede Navn den 14. Martii 1624. som var en Søndag, Dominica Judica, fiorten Dage for Paaske, at vi sette for Danisborg, og kastede ved Middags tider Anker, og var vi 11. Maaneder og 9. Dage imellem Danmark og det paa Henreisen. Velædle og mandhaftig Mand Roland Crappei var Hans Kongl. Majsts. af Danmark Gouverneur over Castellet Danisborg i Ostindien. Og effterat voris Admiral Velædle og manhaftig Henrick Hess samme Dag den 14. Martii om Søndagen imod Aften lod sig sette fra Borde i Land til Fortet Danisborg, med nogle af Officererne, kom ieg om Tisdagen derefter den 16. Martii først i Land til Castellet.

D. 17. Martii kom Nichens (thi saa kaldes den høieste Kongelig Betiente i Zeilon) hans Krigs=Øverste paa Castellet til voris General, og var der ved halvanden Time, havde med sig 4. store Elephanter, et halv hundrede Heste, og 200. Mand sorte Indianer, blev samme Tid Danske Løsen fyret baade af Skibene og af Castellet med stor Bram. Fra den Tid annamede jeg Slotz=Preste Embede og Kald efter Generalens Ordre paa Danisborg i det Capel og Kirke, dertil forordnet i forige første Reise ved Velbr. Hr. Ofve Gedde, som til Kongens af Danmark tieniste samme Castel haver funderet, huor hans Navn og Vaaben afmalet findes indtil paa denne Dag. Derefter blev min Formand Hæderlig og Vellærd Mand Hr. Peder Søfrensen Aale beordiget at skulle seigle med Kongl. Danske Skib Watter=Hunden hiem til Danmark.

Paaskedag 1624. giorde ieg min første Prædiken paa Castellet, og blev mig af velbemeldte Velædle Roland Crappei gifuen, foruden mit Paaske=Offer, nogle Rubiner, og nogle Pellemors Skalle, som der til Drikke=Kar ere meget brugelige.

D. 30. Martii begrov ieg een af vores Constabler strax ved Castellet i den Jord, de Christne der til forordnet og bevilget er, og blev mig af Gouverneur Velbemeldte Roland Crappei tilforne d. 16. Martii gifuen til mig og min Tiener at ride paa en Elefant, som vidste at legge sig ned, baade naar vi stigede op og neder, og var ieg derpaa i Egnen omkring Castellet udridendis nogle gange og besaae Landsens Skik.

Jeg befandt, ligesom udi Persia, at hos de hvide Tatter er brugeligt, at deres Hedenske Prester, saa mange som ved Slegt=Linien kand udregne sig at være af Mahomets Stamme og Blod, de i sær for alle andre maae gaae i grønne Klæder til et Tegn at de ere af hans Afkom, og blive for alle andre mest æret og agtet, saa befandt ieg, at de Hedenske Prester i Ostindien gaaer i sær Habit, nemlig deris Haar flettet, en Lok som hænger dem ned af Skulderne med en lang Spids paa deres Axel bærendis. De holder det for deris Gud, som de først møder om Morgenen, den Dag, dog tilbeder de meget imod Solen henvendt. I deris Husholdning holdes alle Qvindes Personer for Mandens Hustruer, som ere og tiene i hans Hus, Men dog elsker hand een mest inderligt iblant dem. Og er imellem den som holdes kiærest og Manden saa uopløselig en Kiærlighed, at Døden kand ikke skille dem ad; thi naar Husbonden døer, saa har ieg seet det med mine Øien, at til den Døde beredes et Baal, derpaa henlegges den Døde i sine Venners og deris hedenske Presters Nerverelse, og naar den Døde er lagt derpaa, springer den Qvinde, som hand haver holdt kiærest levendes paa Ilden til den Døde, og opbrændes til Aske med hannem, og om nogen vilde enten afbede eller afvende det, da vil hun ingenlunde; thi hvo som det giøre ville, er siden den Dag agtet som æreløs og gandske forhaanet.

Landet i sig selv er overmaade deilig, med dyrebare Urter, Speceri, Moskatter, Cardemom, Casien etc. saa overflødig, som her i Danmark voxer vilde Urter, derforuden Edelstene, og med overflødig Huede, at huo som haver sat sig fore, det Kongerige Zeilon at beskrive, haver giort sig den Gidsning, at Eden og det Jordiske Paradis haver været her i Begyndelsen.

D. 22. April. 1624. forreiste ieg med General Henrich Hess til Nechens Residentz udi Transuur, og var med os samme tid Capitein Ole Viseer, Jacob Mærkel, og nogle sorte Indianer. Efter vores hiemkost igien til Castellet Danisborg, begyndte voris Danske Folk meget at svekkes, en part drak meget Arack, det er en Slags sød Drik, som dripper af Træerne, ligesom i vore Lande sees de store Birker paa sine Tider om Aaret at drippe, hvilket bekom dem meget ilde, at end nogle drak sig ihiel deraf. Og effterdi min kiære Antecessor den Hæderlige Mand Hr. Peder Aale blef i disse Dage ogsaa siug paa Skibet Water=Hunden, giorde ieg ogsaa tieneste med stor Umag baade paa Slottet og Skibet i ni Uger.

D. 11. Junii 1624. kom til os i Ostindien en Engelsmand, og da blev en stor Tractement anrettet, at vi fandt nogle af Christendomens Seiglere. Bemeldte Engelske Cofardi Mand blef hos os indtil d. 17. Julii og blef fyret af hans og vore Skibe over 200. Stykker til ære, imidlertid hand var hos os, og gik hand fra os d. 16. Augusti 1624. Da skibet Water=Hunden løb fra Trangebar til Transariet, blef ieg entlediget fra samme Skib, Guds Tieneste med Prædiken alleneste paa Castellet at opvarte.

D. 20. Augusti forreiste ieg med Generalen til Malnihis, da forærede hand mig en Silke=Saumarie, og besaa ieg den Sted med største Forundring. Siden blev ieg stedse paa Slottet eller Castellet.

D. 20. Septemb. blef voris Under=Arkelimester Jens Jacobsen død, hand blef der ogsaa af mig begraven, og gav hand til de Fattige sex Maaneders Gage og mig fire Maaneders; thi saa oprigtig handlede Admiralen, at efter de Afdøde bekom de dertil destinerede deres Gage og Maaneds=Søld.

Og efterdi Vinden i Ostindien blæser af eet Hiørne og een Kant hele Fierding Aar tillige, maae man vel tage Vinden i agt, at bruge den, og sin Lading indføre, førend den opholder af det Hiørne. Og efterdi nu begyndte at blæse en Vind, ved hvilken seiles fra Fortet til Trangebar, begyndte Admiralen at giøre ald sin Flid at skibe, hvad Compagniet tilhørede, at vi til Michelsdag førstkommendes 1624. kunde vorde hiemferdige. Men efterdi min Hæderlig Formand bemeldte Hr. Peder blev idelig siug, og trøstede sig ikke selv til HiemReisen, Men havde besluttet der at leve og døe, blef hand igien til Castellet og ieg til Skibet Perlen beordiget, hvorudi vi begge bekom vor Sinds Fornøyelse; Thi ellers var det af Hans Kongl. Majst. og det Ostindiske Compagni forordnet, at den Prest, som udreiste, skulle løse den af, som var i Ostindien, til Hiemreysen, paa den Maade som Skriften taler om Jerusalems Tempels Dørvogtere, som hver syvende Dag fra Landsbyerne skulle gaae op til Hoved=Staden og løse de andre af Vagt. Men efterdi bemeldte Hr. Peder var siug, og ville helst bie der i Landet, blev det mig bevilget at fare hiem igien; thi det er at agte, at Hiemreysen er langt farligere for Folket, end Henreysen, af Aarsag, at Naturen i de varme Lande forandres, og atter igien maae lide Forandring, naar de fra den Spise, Varme og Lekerhed af de Landes Frugt, skal omskifte deris Maaltider og Diæt, som siden skal høris.

D. 21. Septemb. om Søndagen, da det Evangelium indfalder, at ingen kand tiene to Herrer, aftakkede ieg med min og de nærværendes Graad i Slots=Kirken paa Danisborg i Ostindien og befool dennem alle Gud og hans Naades Evangelium at maatte vorde kraftig iblandt dem og skinne i deris Hierter midt i det Hedenske Mørk. Jeg som nu forlod det jordiske Kongl. Slot og Castel, og ikke vidste, om ieg igien kunde see mit eget Fæderneland, ønskede Gud dem, og de mig deres Bønner, og fortrøstede mig dertil, at den gode Gud, som førde mig i fordum fra Plogen til Skolen, fra Skolen til Academiet, fra Academiet til Embedet, og udi Embedet haver vandret med mig denne lange Reise til Ostindien, den samme gode Gud ville endnu bevare Danisborg under sin Beskiermelse, og ledsage mig ved sit Ords Perle paa det Kongelige Skib Perlen hiem til Danmark at forkynde Guds underlige Ting.

D. 24. Septemb. 1624, var ieg sidst paa Danisborg. Samme Dag tog ieg Afskeden med min Broder i HErren, Hr. Peder Søfrensen, og skrev hand disse Ord til broderlig affektion i min Albo eller Reise=Bog, som efterfølger:

Omne solum forti patria est, ut piscibus æqvor,
Ut volucri vacuo quicquid in orbe patet.
Nec fera tempestas toto tamen horret in anno,
Et tibi, crede mihi, tempora veris erunt.
Honorando nec non doctissimo viro Matthiæ Erasmio Ottho-
niensi, fratri suo integerrimo, cum felici abitus voto ex India
orientali in Daniam apposuit Petrus Severinus Alenus arcis Da-
nisburgi in India orientali verbi Dei præco indignus.
1624. Ex Museo in arce Danisburg.

Imod Aften samme Dag d. 24. Septemb. kom velædle Hr. Admiral Henrik Hess om borde med mig til Perlen.

D. 27. Septemb. om Morgenen to Timer for Dag lagde vi ud fra Danisborg i JEsu Navn, og opvunde Seigl. Var saa i Søen sex Uger ringere 2. Dage, indtil den 6. Novemb. da vi kom til det Land Caput bonæ Spei eller bon Esperance, der blev en af voris Styrmænd begraven, hvor ieg var i Land at prædike for de Siuge, og fik ieg samme Tid mit Jule=Offer Juledag paa Skibet, som vi laae under Landet Caput bonæ Spei, hvor jeg samme Juledag tog mig til Predikens Indgang og exordium af Stedens Navn Anledning, som kaldes i vort Maal God Haab, og førde da Folket til Gemyt den Havn, der omtales i Apostlernes Gierninger Cap. 27. v. 8. som kaldes God Havn, at Gud, som lader sine vel havne, vil ikke lade vores Haab slaae Feil, at føre enhver hiem til sit Fæderneland, og hvo af os Gud vil hiemkalde paa denne lange Hiemreyse til det himmelske Hiem, efterdi Folket var saare svagt og afmægtigt, at den Almægtige Gud os udi det gode Haab og Sperance indtil Enden ville bestyrke at komme til det forjette Fæderneland her oven til i Himmelen, hveden vi forvente Frelseren JEsum Christum.

D. 26. Decemb. Anden Juledag, blev Anker opløftet fra Grunden, og satte vi vor Kaas fra Caput bon Esperance hen imod det Land Bai Soldan, hvor vi arriverede d. 2. Januar. 1625. Der laae vi indtil d. 13. Januar. og otte Dage efter Fab. Sebastiani Dag, da vi havde været i Land nogle af vores Døde paa det Land Soldan at begrave, gik vi til Seils og lykkelig ankom til det Land St. Helena kaldet, et overmaade deiligt Land, hvor vi os paa Landet i tretten Dage recreerede. Dette Land er af alle Ostindie Farer vel bekiendt, og prædikede ieg d. 6. Febr. paa Landet i et Capel for vore siuge Folk. Den samme Kirke eller Capel var af de Portugisiske opbiugt, og var det merkeligt paa den Tid og i den Uge om Aaret, som St. Helenæ Nafn findes i vores Almanak d. 8. Febr. aarligen, at vi ogsaa samme Dag ankom til det Land, som af samme Helena haver sit Nafn. Imidlertid vi der laa for Anker, kom et Hollænder=Skib til os, hvoraf vi bleve overvettis glade, at vi kunde høre noget fra de Nordiske Coster og Europiske Lande, da var voris Folk saa svagt, at voris Constabler ikke selv var mægtig at lade fyre og føre Stykkerne igiennem Skibs Portene, da vi vilde give Hollænderne Ære=Skud d. 10. Febr. Og var det Guds underbarlige Beskiermelse, som afvendte paa Hiemreisen for os alle fiendtlige Skibe, Pirater eller Tyrkiske Gallerer, som kunde da kommet til os med Fordeel i voris Modgangs Tid, dersom de havde angrebet os.

D. 20. Febr. havde vi Høiden af Eilandet Ascension, huor Admiralen, Skibs Guberneur, Capitein, Skiperen Sex Jakobs, som var en Engels=mand, og jeg var i Landet, og giorde os et Forfrisknings Maaltid. Da fik vi noget fersk Vand, som vi udsiede af det dyndfulde Vand, som Vildsvin og Cameler laae i sølet; thi ingen anden Raad var for haanden, og fik vi samme tid en liden Hind og et vild Svin paa Jagten ud med os til Forfriskning paa Skibet. Under den samme Linie ligger det Land St. Thomas kaldet, hvilket haver sit Navn af Thoma; thi ved Juletider om St. Thomas Dag blev den gandske Jord i samme Land i gamle Dage med Suker, som Rimfrost, overdraget. Hvilket ikke skeer nu saa jevnligen og overalt formedelst nogle sære Græshopper, som Landet haver fordervet.

D. 4. Martii passerede vi Linien paa Hiemreisen i Norden, og leed vi megen Nød og Angest i Skibet fra d. 4. Martii til d. 1. Junii, som varede i tolf samfelde Uger og 4. Dage, at vi ikke saae andet end Himmel og Vand, Himmelen som et Dekke, og Vandet, som da var bleven mange vores Grav. Vi leed Sygdom, vi havde stor Storm, og med vore Hænder selv udkaste endeel af Skibets Redskab og Stor=Masten, vi leed stor Tørst, vi forsøgte stor Sult, at mange deraf døde, og var dog intet videre kommen, end vi da omsider kunde see Irland.

D. 1. junii Onsdag for Pindsedag ankom vi til Caput Irland, og var i Skibet intet mere end en Sek med Risengryn.
Løverdagen efter Pindsedag løb Skibet Perlen ind til den Stad Jochall i Irland. Men otte Dage tilforne d. 3. Jun. Fredagen for Pindsedag lod min gunstige Admiral mig føre siug i Land til Jochall udi et Lossement hos en Dansk Qvinde, der da boendes, kaldtes Anne Bagers, huor ieg laa elendelig siug uden al Livs Haab i elleve Uger. Kom da omsider saa vidt, at ieg dette mit udmattede Legeme opreise kunde fra Sengen, dog i samme Svaghed af den salte Sø forgik mig min Lugtelse, at ieg fra den Dag og indtil denne Dag ei haver haft nogen Lugtelses Brug. Folket blev ellers befengt med en forferdelig Sygdom, at levendis Orme faldt af deris Laar og Legemer med allerstørste Ynk og Elendighed at see, at af 143. Matroser og Under=Officerer ikkun overblefne vare 75. Siæle, som dog en Part boede i en legemlig siug Bolig.

Imidlertid vi laae under Irland ved den Stad Jochal, og vi ikke kunde første gang paa vor rette Kaas opnaae Kinsal, som næst Dublin er den anseeligste Stad der i Riget, havde vi baade fra Danmark og Ostindien Tidende. Vi ønskede mange gange igien at komme til Seils, men vor ønske vilde ikke gelinge, førend 22. Dage og et heelt Aar vare forløbne, endeel for Folkenes Sygdom, endeel formedelst Officerernes Splid, som forvoldte tidt stor Utroskab og urigtig Regnskab, naar Hiemkomsten skeer. Imidlertid der jeg nogenlunde kom til pas, giorde ieg mig med de Vellærdeste af civil og Aandelig Magistrat i Staden bekiendt, som giorde mig meget til gode.

Endelig der det Orlog Skib, Flensburg kaldet, var seiglet fra os til sit Hiem, og Mester Muttes Skib fra Jochal til Ostindien var udseglet, gav vi os paa Hiemreisen i Guds Navn d. 2. Julii. Da havde ieg nogen tid tilforne nemlig d. 13. Maji 1626. taget Afskeed med Velforneme Edle Mand Thamas Westfield Syndico til Jochal.

D. 29. Junii 1626. afskeediges ieg fra min daglig gode Ven Edle Daniel Moore, Hans Kongl. Majsts. af Store Britannien Notario Publico til Jochal residerendes. Desligeste med Høylærde Johan Craford Capellano & Domestico Archiepiscopi til Casselen, samt ogsaa Ulysse de Burgo, verbi Ministro Jochaliensi, mihi & in navi & in urbe conjuncto.

Da den ønskelig Dag skinnede af Østen, og den længe forventede Vind blæste af Norden d. 2. Julii bemeldte Aar vare vi endnu 14. Dage imellem Jochal og Marstrand i Norge, hvor vi arriverede lykkeligen d. 16. Julii 1626. Fra Marstrand igien begav vi os til Seils til den forhen høi=ønskede Kiøbenhavn.

D. 30. Julii, som var den 8. Søndag efter Trefoldighed, ankom vi glædeligen til Kiøbenhavn, og vare vi paa Reisen i 3. Aar og 15. Uger og 3. Dage. Hvor gladelig, ja hiertelig glade vi overblevne vare, da vi hiem ankom, kand de selv kiende, som har forsøget slige Reiser, hvilke i vore Lande ere saare faa. Ja slet ingen af det Hæderlige Embeds Stand ere levendes hiemkomne, enddog til den Ostindiske Reise fra Anno 1619. da den først anfanget blev, og til Anno 1637. ere 22. Prester ordinerede, alle paa samme Reise hendøde, og ingen kom mere igien tilbage, end Hæderlig og Vellærde Mand Hr. Rasmus Suensen, som døde her i Sundet, da de hiemkom 1637. og havde efterladt Skibet Solen med al indehavende Last i England. Men jeg arme Mand svag og skrøbelig haver Gud bevaret at hiemkomme, og leve indtil denne Dag.

Det første ieg hiemkom, da gik ieg, som ieg kunde, meget skrøbelig, Mandagen efter til min ærværdige Hr. Biskop Hæderlig og Høilærde Mand Doctor Hans Povelsen Resen, og tog hand saa mildelig imod mig, som en Fader imod sin Søn. Og enddog ieg lod den salig Ærværdige Fader see samme tid min Reises skriftlige Original, som hand hos sig nogle Uger beholdt, saa kunde ieg dog aldrig fortælle ham noksom min Reise, Hen= og Hiemkomst, og Folkenes Siugdom og Usundhed, og udvise hannem paa Globo Reisens Hen= og Hiemfart, baade paa hin og denne Side den Nordiske Linie, at den Sal. Ærværdige Fader havde jo Lyst og Lengsel til, saa længe ieg var siden udi Kiøbenhavn, og saa tidt ieg siden her fra mit Huus til Kiøbenhavn udreiste, at tale med mig, besynderlig over Maaltid, derom.

D. 2. Augusti 1626. forærede ieg den Salig Biskop et heelt Knippe af de Ostindiske Papirer, der brugeligt, hvoraf vores Papir haver sit Navn Lignelsesviis efter det, som er ligesom en Hinde. Mand skaller det med fine philyris af Barken af Træerne, og skriver derpaa i lange Stribler, som halvparten af et halv Ark Papir hos os i Længden. Samme Papir=Knippe findes endnu efter den Sal. Biskops Død paa Kiøbenhavns Universitets-Bibliothek i det inderste Skab og fremvises som en Raritet.

Iligemaade lod Canceller Erlig og Velb. Mand Hr. Christian Friis til Kragerop mig til sig kalde, og var ieg hos hannem til Bords hver Søndag og Mandag i sex samfelde Uger, da min Reise at fortælle. Begge disse salige Herrer ere nu i Herren hensovede, af hvilke ieg ellers for mine smaa Børn havde forventet al gunstig Forfremmelse.

D. 5. Octob. i samme Aar blev mig rigtig given af Hans Kongl. Majst. og det Ostindiske Compagnie min Løn, og gav samme Compagni mig samme Tid derforuden en Silke=Preste=Kiortel og en Silke=Saumarie, hvilket øverste Borgemester i Kiøbenhavn Sal. Jacob Michelsen lod mig skikke i mit Losemente, som altid efter den Dag var og døde min gode gamle Ven, og lod mig sige, at jeg samme Klæder skulle bære og drage for min Reise skyld, Compagniet til Ære.

webmaster